Spor af mennesker. Spor af tid. Spor af lys.

Hvem står bag “Solspor”?

Jeg hedder Eva S. Krogh, men du må gerne kalde mig Sólrun. Navnet startede som et kælenavn og er nu blevet mit hverdagsnavn. Jeg er født i 1980, kommer fra Østrig og har boet i Danmark siden 2009. Jeg er datter af en fotograf og har derfor altid interesseret mig for faget. Mest for makrofotografi, men jeg fotograferer også gerne dyr og børn. Senest er jeg også begyndt at fotografere mennesker – dog ikke i et studie. Jeg vil gerne være udenfor og helst væk fra hverdagen. Men jeg elsker ikke kun “maleri med lys” på film – jeg elsker solen og dens magi i det hele taget. Solen er livgivende og har betydet meget for vores aner, og jeg tænker, det er derfor, jeg er blevet så tiltrukket af bronzealderen.

“Jamen, hvorfor gør du det egentlig?” Det bliver jeg spurgt om en gang imellem, når jeg hygger mig i min bronzealderdragt. Og svaret er ikke så simpelt, som jeg selv troede, det var.

For det første handler det om vores fælles fortid. Vores identitet i dag har rødder i vores fortid. Vikingetiden er der mange, som formidler, jernalderen har heldigvis også sine fortalere. Bronzealderen kommer bare til kort efter min mening. Og så er det naturligvis en personlig præference, det med den skinnende bronze, som reflekterer solen over store afstande og dermed jo er velegnet til at stå for en solkult.

Vi ved ikke meget. Der er ikke noget på skrift om den nordiske bronzealder. Men vi har mange billeder, som fortæller historier. Fortolkningen er ikke altid ligetil, eller måske finder vi en dag ud af, at vi har misforstået det hele? Men vi er nødt til at forholde os til, hvad vi har, og hvad vi nogenlunde kan tyde med en komparativ metode. Vi er også nødt til at huske, at der ikke er nogen sikkerhed i vores fortolkninger. Det gør det også på en måde langt mere spændende end de historiske tidsaldre. Fordi vi nemlig ikke VED noget med sikkerhed. Vi kan blive enige om, at vi tyder bestemte helleristninger på en bestemt måde, fordi det giver mest mening, men klare beviser har vi ikke. Så man bliver egentlig heller aldrig færdig med at se på dette spændende kosmos. Man opdager nye helleristninger hele tiden. Og får nye muligheder hele tiden. Symboler, som var vigtige nok til at blive ristet i sten. En fortælling, som stadig ligger hos fortælleren.

Og dog er konceptet ikke helt ukendt i vores tid: Tag fotografi som kunst, eller maleri. Kunstneren har en intention, men modtageren får et budskab ud af det. Ikke nødvendigvis lige præcis det, kunstneren har haft i tankerne (medmindre det står på billedet selvfølgelig), men noget, som er medbestemt af modtagerens egne oplevelser, kultur og omgivelser. Det er en subjektiv fortolkning. Den sætter gang i tankerne, den bevæger noget i os, den afleder os fra alt, som er lagt fast i vores liv, den fylder tomrummet ud. På denne måde kan vi også se på helleristningerne og på de smukke fund fra egekisterne. Det er det, som sker, når jeg tager en dragt på og begiver mig ud i en dag, hvor jeg skal lære at spinde, væve, lave mad eller bare opleve, hvad andre bruger deres forståelse af bronzealderen til. Det er inspiration, kunst, glæde, historie, men det er også et fællesskab.

Jeg vil så gerne allerede kunne det hele. Spinde, som man gjorde dengang, i samme tempo, væve og sy dagen lang og skabe de lange baner stof, som på ret simpelt vis bliver til de smukkeste stykker tøj. Støbe bronze. Forme rav. Rejse og handle. Men at lære er også en rejse, og at vise andre noget, man selv er i gang med at lære, er også formidling. Jeg vil gerne forstå deres verdenssyn dengang. Nogle billeder, vi ser på helleristninger, fremkalder associationer til de nordiske og germanske guder.

Og hvis Egtvedpigen har danset, hvad har hun danset til? Hvad var melodien, rytmen, bevægelserne? Havde man en fælles melodi? Var det fastlagt eller spontant? Tromme eller sang? Hvordan har man vist solen i denne dans? HAR man overhovedet hyldet solen med en dans? Har man..? Og her får jeg lov til selv at sætte ind og bruge, hvad jeg har læst om, afprøve teorier, praksisser, som er evigt flydende, fordi de tilpasser sig stadig ny inspiration og nye erfaringer. Nogle gange synes jeg, at man føler sig som i frit fald. Andre gange værdsætter jeg netop dette store frirum til personlig fortolkning. At man går på en fin grænse mellem at prøve at forstå historien uden at blive alt for meget påvirket af vores moderne verdenssyn (hvilket i sig selv er umuligt helt at ignorere, når man fortolker både præhistorie og kunst).

Jeg gør det, fordi jeg er så nysgerrig. Fordi jeg synes, det er sjovt at inspirere andre til at gøre sig tanker om vores forfædre. Om vores historie. Fordi jeg også vil bidrage til, at de fortidsminder, vi har, bliver bevaret og værdsat. Jeg vil fremme nysgerrigheden i andre. Jeg vil høre, hvordan børn ville have tænkt om de her helleristninger. Jeg håber, at de vokser op med en forståelse af, at vores tid nu er langt fra alt. At vi ser tingene, som vi gør, på grund af vores fortid, på godt og ondt.

Min hverdag har desværre slet ikke timer nok til at udforske alt det, jeg vil, for der skal jo også tjenes penge til at få mad på bordet (og til at købe mere bronze, uld og rav!) Men det her er mit frirum, min passion, min glæde. Derfor gør jeg det.