Jeg har en gang imellem nogle dybe samtaler med min ven Neil, som er en mester inden for bronzestøbning (Bronze Age Swords). Han reflekterer ligesom mig ofte over, hvad og hvordan man har tænkt dengang i den nordiske bronzealder.

Hver gang vi finder nogle af deres smykker, våben eller andre redskaber, eller deres tøj, så måber vi over deres formåen. Så meget er pyntet. Så meget virker til at have en betydning. Det er kun noget, vi kan gisne om, da der ikke er overleveret noget på skrift fra denne periode og dette område. Men vi har deres symboler, både på genstande og indristet i sten.

Og ser man på deres tøj, er det også kun overfladisk, at det virker så enkelt. Der er en vis genialitet bag det at producere tøj næsten uden spild, at alt bliver brugt, at man sætter eventuelle rester sammen til et nyt stykke tøj.

Tænk på Muldbjergmanden (læs mere om bronzealderens tøj for eksempel her) – hans kappe blev skåret i en nyreform, og de stykker stof, der blev til overs, blev brugt til at sy hans kofte. Man arbejdede vel ikke på den måde, fordi man ikke KUNNE arbejde med mere komplicerede detaljer. For tænk på hans hue med påsyet uldflos, og hvor mange timers arbejde der må have været i den … Det var jo ikke en nødvendighed. Man kunne have brugt pels til at lave en varm hue. Men måske var der en særlig mening med, at han fik netop denne hovedbeklædning på.

Selv trådene i deres tekstiler fortæller os noget. Om de er spundet i Z- eller S-retning, hvordan de er sammensat, og hvor hårdt de er spundet. Det er tekniske valg, som har betydning for det færdige stof. Men havde nogle af disse detaljer også en anden betydning for dem? Det ved vi ikke. Så meget virker gennemtænkt. Så meget arbejde ligger bag.

Og frisuren, som Skrydstruppigen bar? Også et mesterværk. Nej, vi ved ikke, om det var noget, man kun gav hende på til hendes gravfærd, eller om det var en mere almindeligt anvendt frisure til særlige lejligheder eller personer. Men den var så kompliceret og så præcist sat, at der var nok tilbage til, at arkæologerne kunne undersøge og genskabe frisuren.

Jeg var så heldig, at skønne Annette Collin fra Vikingeflet har genskabt den på mit hår, mens Johanne Høgh har skabt hårnettet i det fineste hestehår, og Lisbeth Holten var den tålmodige fotograf i blæsevejret ved Borum Eshøj. Det tog nogle timer at sætte håret – med moderne midler, vel at mærke.

Det kan godt virke på mig, som om vi har tabt en del viden i vores moderne tid. Naturligvis har vi fået meget andet. Men vi har også tabt meget viden om håndværket.

Jeg har skrevet lidt med Katrin Kania (pallia.net) om ulden i bronzealderen, og om garnet var enkelttrådet eller tvundet af flere tråde. Som hun påpegede i vores samtale, var det oplagt at bruge enkelttrådet garn til alt det, man kunne, fordi det krævede ekstra arbejde at tvinde flere tråde sammen. Det giver så nye udfordringer med hensyn til, hvor hårdt tråden skulle spindes for at kunne holde til belastningen under vævningen. Men det havde man tydeligvis også styr på, som man kan se på de store stykker stof, man vævede dengang.

Nu skal der ikke romantiseres noget, for jeg er sikker på, at de mange gange har været trætte af livet med de korte dage om vinteren, våde fødder og lugten af husdyrene inde i huset. At fremstille alle disse smukke genstande har nok også efterladt ar på huden og slid på leddene. Trætte øjne fra at spinde og væve.

Men højfolket levede også i en verden, hvor solen tilsyneladende spillede en stor rolle. Den dukker op i så mange helleristninger, smykker og andre genstande. Spiraler og skibe. Deres verdenssyn er fremmed, men fascinerende.

Det er så svært at sætte sig ind i det uden at blive blændet af al den skinnende bronze og romantisere denne tidsalder. Men for mig har den en fascination og en tiltrækning, som jeg ikke kan slippe fra.